Indlæg 2010

PINK_CUP_LOTTERI_2010.pdf

Jeg har med tak grebet muligheden for at holde båltalen ved golfklubbens Sct. Hansaften 2010.

Jeg er klar over at flere før mig har takket nej til muligheden. Når de har hørt på min tale vil de sikkert angre og fortryde, at de ikke selv tog ordet.

Hekse skal nu sendes til Bloksbjerg i Tyskland eller måske til Hækkenfeldt, som vistnok ligger på Island. Trolde skal bare sendes væk.
Jeg ved ikke, om det er et bedre sted for hekse og trolde, men her skal de skal altså ikke være.

”Vi vil fred her til lands…” synger vi i midsommersangen. Vi vil ikke have hekse, trolde eller andet forstyrrende i vores lille andedam.

Vi har vel alle en ide om, hvem der er heksen, der bør brændes og sendes væk. Heksekøen mod bålet ville nok blive ganske lang, hvis vi alle hver især kunne få lov at sende en eller to af sted.

Ja, vi vil have fred og ro, en nem og gnidningsløs tilværelse, hvor der ikke er mislyde af anderledeshed og uenighed.

Afbrænding af bålet er et ritual hvor onde kræfter fordrives – det mystiske og fremmede må holdes væk.

I klubbens verden kunne det være Danmarks Naturfredningsforening eller banken, men vi skal vel ikke se snævert på dette fænomen? Nu hvor vi har chancen kan vi vel lige så godt få ryddet ordentlig op.

Frø af ugræs er føget over hegnet, hedder det i en god gammel sang. Al slags nye input skulle vel ikke gerne gro rødder og vokse sig modne i vores lille veltilrettelagte og ordentlige tilværelse?

Behøver vi være bange for nye mennesker, nye skikke, nye måder at gøre ting på?

Måske er den fremmede en ven jeg ikke har mødt?

Der kan være grund til at brænde en heks eller en trold af. Min forstand rækker ikke længere end til, at der er mennesker jeg ganske enkelt ikke forstår eller kan komme på bølgelængde med. Afsted med dem.

Det er irriterende, besværligt og tidskrævende at forholde sig til det anderledes – det fremmede – det mystiske. Det forstyrrer min hverdag og min lykkeligt afrundede tilværelse. Jeg kan ellers gå rundt i det velkendte og trygge og bilde mig selv ind, at det nok varer min tid ud. Men så ind i mellem sker det altså, at jeg bliver forstyrret. Her opstår tanken så : Lad os brænde det skidt af.

Jeg indrømmer hermed, at det faktisk mest er inde i mig selv at striden står og bålet brænder. Hvis jeg var en smule klogere eller tålmodig eller rummelig, behøvede jeg måske ikke brænde noget af.

Måske kunne jeg i stedet blive beriget? Aarrg…aaaarrrgg For at være helt sikker må jeg hellere brænde skidtet af først og så se, hvad der kan komme ud af asken.

Noget af asken kan jeg måske nøjes med at feje ind under gulvtæppet.

I kristendommen bliver Johannes Døberen, som dagen i morgen er opkaldt efter, en overgangsfigur mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Han står i den såkaldte gamle pagt og råber, at den nye pagt er på vej. Hans funktion er at varsle det nye, som skal ske i jødernes historie.

Ikke kun i jødernes historie men i menneskenes. Han varsler, at noget skal komme…
Nu står vi så med en kolerisk fyr der råber og skriger op om det nye – og hvad skal vi med ham? Lad os hugge hovedet af ham.

Er der andre der ønsker at varsle noget nyt?
En fyr der var inde på noget af det samme som Johannes, blev korsfæstet.

Det nye kom dog alligevel. Og efter nogle århundere har vi vænnet os til det.

På mange områder har mennesker fundet på noget nyt, som har gavnet tilværelsen. Jorden blev f.eks. endelig rund først i det 16. århundrede. Det kostede et par hekse og trolde, men hvad…?

Stemmeret til kvinder er også ret udbredt efterhånden…

Rygning i klubhuset klarede vi også at afskaffe…

At Albertslund golfklub skulle have 18 huller har også kostet et par hekse og en trold ... Vi overgiver os ikke med det samme…

Lidt småskræmte ønsker vi at holde fast, på det vi har, og det vi ved. Alligevel er der samtidig noget i os der længes.

Nogle længes efter gamle dage fra før verden gik a lave. Nogle venter på bedre tider. Nogle venter på, at andre skal gøre noget. Nogle venter på at blive lukket igennem.

Men først skal vi brænde alt det, vi ikke kan lide eller forstå.

Hvad er det så vi vil have ud af asken?

Vi håber, der er 40 – 50 - 60 års fred og velstand tilbage til os. Vi vil så gerne beholde det lille, skrøbelige rum i historien, vi er overbeviste om, at de fleste mennesker misunder os. Vi føler os som de heldigste i verden, og vi vil tigge og trygle skæbnen om at få forlænget vores privilegier, så de kan vare vores tid ud. Skulle vi blive gået for nær, vil vi brænde hekse og trolde for at beholde det, der er vores.

Og hver gang historien fratager os vores uskyld, insisterer vi på at få den tilbage. Ellers blev der vel ikke solgt så mange kopier af Matador?

Jeg ved ikke, hvordan I skal tackle jeres liv, jeres hekse og trolde.
Jeg er dog sikker på, at jeg nøje vil overveje, hvilke pinde jeg bærer til det bål, der brænder det fremmede og mystiske af, som jeg ikke er klog nok til at forstå. Jeg kan jo komme til at futte noget af som jeg selv eller andre, måske mine børn, kan få gavn og glæde af.

Helt nede på det personlige plan vil jeg også overveje hvilke hekse jeg vil bære til bålet og hvilke trolde jeg vil holde fra livet. Hvis jeg bare kunne mønstre en smule mere overbærenhed og lytte en smule mere på min næste og specielt hvis jeg kunne bruge min humoristiske sans til at grine af min uforstand og snæversynethed, da behøvede jeg måske ikke se flammerne æde vores fælles muligheder.

Det er godt at have lidt at gruble over, og det er også godt at have drømme og visioner. Hvor kommer drømme og visioner fra, hvis ikke der findes inspiration og påvirkning?

Ikke alt nyt er godt, drømme kan være omskrevne mareridt og tilbedelse af magi og mystik siger mig ikke rigtig noget, men det må da være bedre at kunne opleve det, at kunne se det og omfavne det, end at se på asken og spørge sig selv, hvad det kunne have været blevet til hvis…?

Aftalen går på, at vi kan brænde hekse af og skræmme trolde én gang om året. Det er altså almindelig dansk at huske at slukke bålene – både det fysiske foran os, men vel især det indre bål, så ingen af dem brænder hele året.

Et uslukket bål kunne jo udlægges som racisme, nid og nag, eller afstumpethed. Og det vil vi vel ikke kendes på?

Som afslutning har jeg tilladt mig at omskrive et lille vers:

Torben havde stablet grene
Til Sankt Hans bål helt alene
Øverst som en kusk på bukken,
Sad livagtigt heksedukken
Bjarne kom ud og fik det tændt
Både bål og heks blev brændt
Luedans og flammespil
Grebet så klubben til
Alles øjne havde glans
Under sangen om Sankt Hans
Til slut – en sidste lues blaffen
Det var tid til aftenkaffen
Pludselig fra Jørgen det lød,
Mens den allersidste glød
Søvnigt ulmede i blæsten:
Hvor er Alice for resten?

Jesper Helmer